Spørgsmål:

 

Hej

 

Jeg har en Cavalier King Charles Spaniel tæve på 1½ år. Vægt 9,5 kg. Steriliseret.

 

Problemet er den engang imellem ikke vil støtte på venstre bagben. Jeg troede det var fordi den havde en lille revne og der kom sand/grus/sne i det, da problemet først opstod da hun havde været ude og tisse i haven. Derfor rensede jeg poten og holdt øje med evt. betændelse eller forværring. Når hun skulle ud, smurte jeg honning på inden hun fik en ballonsko på.

Dette gjorde jeg i knap 1 uges tid og hun har efterfølgende i 14 dage ikke haltet eller haft gener.

 

Idag hvor hun legede indenfor, da ville hun pludselig ikke støtte på benet igen. Hun kom op på bordet og jeg undersøgte benet/poten men kunne intet se. Hun sad så hos mig i 5 minutter hvorefter hun hoppede ned og legede videre…! Da kunne hun godt støtte på benet.

 

Vi har fliser og glat trægulve i hele huset. Kan hun have forvredet benet? Jeg troede i starten at det var en lille revne i den ene trædepude, men nu har hun  jo efter 14 dage igen ikke ville støtte på benet og da var hun jo indenfor, så hvad kan det så være?

 

Svar: 

 

Hej Lone

 

Jeg tror at din hunds bagben ind imellem låser sig fast fordi hun har en løs knæskal. Man kalder det for “Patella luxation” (patella = knæskallen). Knæskalle smutter ind og lægger sig på indersiden af knæleddet hvorved leddet låses indtil benet strækkes og knæskallen glider på plads igen. Din dyrlæge kan let konstatere om det drejer sig om en løs knæskal. I mange tilfælde behøver man ikke operere hunden hvis den ikke er plaget af at benet alt for ofte låser sig fast.

 

Hilsen Kim, Dyrlæge