Godbidder, legetøj og aktivering

Leg og træning er godt for enhver hund, uanset alder og race, og så er det samtidig godt for ejeren. Det kræver tid, tålmodighed og måske et par godbidder at få hunden til at lystre, men resultatet er altid en glad og lydig hund.

 

Det er en god idé at gå til hundetræning med hunden. Det betaler sig at starte tidligt, så hunden hurtigt kan vænne sig til træningen. Ud over at gøre hunden mere lydig kan hundetræning skabe et bedre forhold mellem ejer og hund, og samtidig læren hunden at være sammen med både mennesker og andre hunde.

Irettesættelse

Det vigtigste ved leg og træning er at have en positiv holdning. Hunden skal forbinde træning med leg og glæde og belønning med god opførsel. Hvis hunden ignorerer dig, kan du irettesætte den, men det skal gøres med korte og kontante udtryk som fx ”Nej!”. Du må aldrig slå hunden. Det skaber kun mistillid og gør det endnu sværere at styre og træne hunden. Hvis hunden er blevet irettesat, skal du kæle med den efterfølgende, så den forstår, at den stadig er en del af familien.

 

Sørg for, at irettesættelse er undtagelsen, og belønning er reglen – godbidder spiller en vigtig rolle for træningen. I begyndelsen bør godbidder uddeles med rund hånd og sammen med masser af ros og kæl, når hunden er dygtig.