Spørgsmål:
‘Kære dyrlæge (:
Min kæreste og jeg har sidste år anskaffet os en kat.
Rigtig sød, kælen og livlig på 6 måneder. Men vi har undret os lidt over nogle af de skrøner der er med katte, at når de spinder, så er det glade, og når de vifter med halen, så er de sure.
Vores hun spinder hele tiden. Det er virkelig en højlydt brummen, som bare hele tiden er der. Samtidig med det, så går hun og vifter med halen.
Skal vi bare tage det som et tegn på, at hun er glad og har det godt, eller er der rent faktisk noget under skrønerne, og er det normalt, at en kat spinder stort set hele tiden?
På forhånd tusind tak for hjælpen (:
Svar:
Hej Helene
Du kan gå ud fra at din kat har det fint og er glad. Ind imellem støder man på katte som er ligeså “talende” som din, så du skal ikke være bekymret. Heller ikke fordi halen vifter.
Min gode kollega Christina Broch har skrevet følgende om katte som spinder:
Katte har et meget veludviklet kommunikationssystem, hvor det at spinde indgår som en meget væsentlig del. Nogle mener, at kattene oprindeligt spinder for at hunkatten og killingerne kan kommunikere med hinanden meget tidligt i killingernes liv. Således kan killingen – ved at spinde – tilkendegive tryghed og ro til sin mor allerede fra den er 2 dage gammel. Katte spinder med lukket mund, og killingen er derfor i stand til at spinde og die på samme tid. Ofte vil katte, som spinder, lave æltende bevægelser med forbenene, hvor kløerne skiftevis præsenteres fremme og trækkes ind. De fleste store kattedyr, som ikke brøler, kan spinde. Den største og hurtigste af dem alle er geparden, som spinder så højlydt, at det kan høres flere meter væk.
Hvordan opstår den spindende lyd? De fleste ejere oplever kattens spinden, som en slags vibration i strubeområdet, men ingen kender den fulde sandhed om, hvordan lyden opstår. Nogle mener, at det opstår på grund af en øget blodgennemstrømning i den bløde gane, som derved kommer til at vibrere. Andre mener, at det er en nervepåvirkning. ved selve stemmelæben, mens andre igen mener, at det er en frivillig handling styret fra centralnerve systemet. Det sidste betyder, at katten udelukkende spinder, når den selv vil.
Hvad betyder det, når katte spinder?
Alle katteelskere kender følelsen af en varm og tillidsfuld kat, som lægger sig på ens skød og spinder. Det virker afstressende og beroligende på de fleste mennesker.
Men kattens spinderi betragtes af nogle adfærdsforskere, som en måde katten er i stand til at berolige sig selv og andre på i stressede omgivelser. Som mennesker/katteejere skal vi derfor ikke forledes til at tro, at katten altid spinder af velvære.
•
Voksne katte spinder som regel for at vise tilfredshed og tryghed.
•
Meget opskræmte katte kan spinde. Her afslører pupillerne, at katten er bange.
•
Katte med meget alvorlige fysiske skader, som f.eks. benbrud, vil ofte spinde.
•
Ældre syge gamle katte spinder ofte.
•
Hunkatte spinder ofte i forbindelse med fødsler.
•
Det er også rapporteret, at katte spinder i tidsrummet lige før de dør, hvilket nogle forskere tillægger en euforisk tilstand, sammenligneligt med den sindstilstand, nogle mennesker oplever lige før døden.
•
Katte spinder også i kommunikation med andre katte, sandsynligvis for at videregive information om, at de er venligtsindede og ikke ønsker slagsmål.
med venlig hilsen Kim, Dyrlæge