Nogle gange kan det føles som en pligt at træne hund, hvis man har en hund, der ikke virker særlig motiveret. Den er måske distraheret, interesseret i gode dufte i stedet eller synes bare ikke at du er super spændende. Jeg vil dog vove at påstå, at langt de fleste hunde kan lære at elske træning. Vi mennesker er nogle gange dygtige til at træne hunden, til netop det vi ikke ønsker. Eksempelvis at være uinteresseret i træning. Men med målrettet træning og masser af leg, kan man få en hund, der tigger om at få lov til at træne.

 

 

Belønninger

Som jeg har skrevet en del gange før, så er belønningerne af stor betydning. De skal være gode og have høj værdi for hunden. Det er en rigtig god idé både at bruge legetøj og godbidder. Den slags godbidder og det legetøj du bruger til træning, bør være forbeholdt træning eller små legesessioner. Hvis legetøjet ligger fremme eller hvis hunden hele tiden får de gode godbidder – så mister det værdi.

 

 

Shaping

Jeg har tidligere i bloggen talt om shaping, der ligger blandt andet et indlæg med video, omkring frishaping. Og shaping er netop det, jeg bruger, når jeg vil lære hunden at træning er sjovt. Shaping er afhængigt at, at hunden selv tilbyder en adfærd og viser initiativ. Ved at lære hunden at vi belønner den når den tager initiativ (se mere under blogindlægget ”frishaping”), så får vi en hund, vi meget hurtigt kan træne til at elske træning.

 

 

Check ind

Med hvalpe, unghunde og utrænede hunde bruger jeg meget tid på at lære dem, at ”checke ind”. Det betyder, at hunden lærer, at det at tage kontakt og være ”på” – det giver belønning. Jeg starter naturligvis med at træne et sted med få forstyrrelser, og hvor det er let for hunden. Så går jeg lidt væk fra hunden og venter. I samme øjeblik hunden tager øjenkontakt og opsøger mig – så belønner jeg og vi laver noget sjovt i et minuts tid. Så bliver jeg igen passiv og venter på, at hunden opsøger mig. Ved at lave denne øvelse, så får man en hund, som selv opsøger føreren, for at få lov til at træne sjove ting. Modsætningen til denne leg, er en fører, der konstant prøver at få kontakt til sin hund ved at kalde, vise godbidder eller lignende. I stedet kan det være en stor fordel at træne hunden til at ”checke ind” – så den lærer at der er stor værdi i at opsøge føreren.

 

 

Intervaltræning

Nogle hunde er friske på træning døgnet rundt og kan træne i flere timer af gangen. Det er dog langt fra alle og hvor lang tid hunden kan og vil træne – ja, det kan naturligvis også trænes. Med en hund, der ikke er enormt motiveret for træning, kan det være rigtig godt at planlægge træningen i små intervaller. Eksempelvis 2×10 minutter om dagen eller 3x 5 minutter. Hvis man sørger for at træningen er kort, intens og frem for alt – sjov – så, får man en hund, der gerne vil træne mere. Det er også meget vigtigt, at stoppe imens hunden er glad og ”tændt” og ikke vente til hunden begynder at miste interessen.

 

Hvis man sætter sin træning i system, bruger energi på at frishape sin hund og laver mange, korte træningssessioner – så kan langt de fleste hunde lære at finde stor værdi i træning. Det lyder måske fjollet, at man skal træne sin hund til at blive trænet, men jeg kan garantere, at det er langt sjovere at træne med en motiveret hund, end med en hund, der i virkeligheden hellere vil snuse i græsset. Og igen bliver jeg nødt til at fremhæve leg og genstande. Det kan være en stor hjælp til at få motivationen op, hvis man ikke udelukkende bruger godbidder, men også integrerer leg i sin træning. Rigtig god juletræning til jer alle!